Hebrews 3

1Derfor, I hellige Brødre, deelagtige i det himmelske Kald! betragter vor Bekjendelses Apostel og Ypperstepræst, Christus Jesus, 2der var ham tro, som beskikkede ham, ligesom Moses var det i hans ganske Huus. 3Thi saa meget større Hæder er han værd fremfor Moses, som den haver større Ære i Huset, der beredte det. 4Thi hvert Huus beredes af Nogen; men den, som bereder alle Ting, er Gud. 5Og Moses var vel tro i hans ganske Huus som en Tjener, til at vidne hvad der skulde siges, 6men Christus er det som Søn over hans Huus; og hans Huus ere vi, saafremt vi indtil Enden holde fast ved Frimodigheden og det Haab, som er vor Roes.

7 Derfor, som den Hellig Aand siger: i Dag, naar I høre hans Røst, 8da forhærder ikke Eders Hjerter, som det skete i Forbittrelsen
i Meriba, Forbitrelsens Sted.
, paa Fristelsens Dag i Ørken,
9hvor Eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger fyrretyve Aar. 10Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: de fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie. 11Saa svoer jeg i min Vrede: sandelig, de skulde ikke indgaae til min Hvile. 12Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i nogen af Eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud. 13Men formaner Eder selv hver Dag, saalænge det hedder: i Dag, paa det ikke nogen af Eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag. 14Thi vi ere blevne deelagtige i Christus, saafremt vi bevare vor første Bestandighed fast indtil Enden. 15Idet der siges: i Dag, naar I høre hans Røst, de forhærder ikke Eders Hjerter som i Forbittrelsen: 16hvo vare da vel de, som hørte den, og dog forbittrede ham? Mon ikke Alle, som udgik af Ægypten ved Moses? 17Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørken? 18Og hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden dem, som vare blevne vantroe? 19Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantroe.

Copyright information for DaNT1819